Baggrund og formål for projektet
Region Sjælland har brug for flere med kompetencer inden for teknologi, energi, produktion og grøn omstilling. Alligevel falder interessen for naturfag og teknologi blandt både unge og voksne, især uden for de større byer. Regionen har landets højeste andel af ufaglærte (37 %), og 18 % af de unge forlader grundskolen uden 02 i dansk og matematik.
Samtidig er kvinder markant underrepræsenterede i de tekniske og naturfaglige uddannelser og i AMU-forløb, hvor kun cirka 25 % af deltagerne er kvinder. Lange afstande til uddannelsesmiljøer og en naturfagsundervisning, der ofte opleves abstrakt og løsrevet fra hverdagen, gør det svært for mange at finde vej til STEM. Forskning viser, at praksisfaglige og inkluderende læringsformer øger både motivation og faglig selvtillid.
Formålet med projektet er at udvikle og afprøve nye praksisfaglige læringsformater for den kommende EPX-målgruppe og for voksne, der gør STEM relevant i hverdagen, inkluderer begge køn og kan tilbydes fleksibelt på tværs af regionens uddannelser.
Indsats
Projektet er et samarbejde mellem NEG, CELF og Maribo Gymnasium med Professionshøjskolen Absalon som videnspartner og evaluator. I stedet for traditionel klasseundervisning arbejder projektet med læringslaboratorier: eksperimenterende rum, hvor teori, praksis og kreativitet kobles sammen, og hvor problemet fra virkeligheden kommer først og teorien bagefter.
Undervisere fra gymnasier, erhvervsuddannelser, 10. klasse og voksenuddannelse mødes i læringscirkler, hvor de sammen planlægger, afprøver, observerer og justerer forløbene. Hver institution bidrager med sine styrker: gymnasiets faglige fordybelse, erhvervsuddannelsernes værksteder og håndværk, 10. klassernes erfaring med unge på kanten af uddannelsessystemet og voksenuddannelsens indsigt i voksnes læring. Lokale virksomheder bidrager med autentiske cases og materialer.
Aktiviteter
- Mindst fire læringseksperimenter: to for voksne og to for EPX-målgruppen, heraf mindst ét i hver kategori med særligt fokus på kønsinklusion
- Eksempler på forløb: hverdagsfysik, hvor deltagerne måler energiforbrug og bygger sensorer med Arduino, kemi som køkkenkunst og teknologisk håndværk i træ, metal og 3D-print
- Læringscirkler, hvor undervisere fra alle institutioner udvikler og forbedrer forløbene
- Samarbejde med lokale virksomheder om virkelighedsnære cases
- Kortlægning af, hvilke kompetencer fremtidens EPX-undervisere får brug for
- Evaluering ved Professionshøjskolen Absalon med en aktionslæringsbaseret tilgang
Forventede resultater
- Nye praksisnære og kønsinkluderende læringsformater, afprøvet med mindst 100 deltagere
- Deltagere med øget læringsmod og faglig identitet i STEM – fra “jeg kan ikke” til “jeg tør og jeg kan”
- Modeller for fleksible EPX-forløb og voksenlæringsmoduler, der kan bruges på tværs af regionen
- Ny viden om kompetencebehovet hos de kommende EPX-undervisere
- Et stærkere uddannelsesfundament og nye veje ind i tekniske og grønne uddannelser i regionens yderområder