Baggrund og formål for projektet
Projektet var en del af et konsortiesamarbejde mellem erhvervsskoler i Region Sjælland. Samarbejdet havde gjort det mere attraktivt at sende elever og medarbejdere på mobilitetsforløb, og projektet skulle styrke deltagernes internationale udsyn, sproglige færdigheder og interkulturelle kompetencer, så de var bedre rustet til en uddannelsessektor og et arbejdsmarked, der i stigende grad er internationalt.
Projektet skulle også styrke kvalitetssikringen af udlandsophold gennem en dybere integration af ECVET og udbygge skolernes relationer til europæiske skoler, virksomheder og sociale partnere. Skolerne skulle i fællesskab udvikle procedurer, der sikrer gennemsigtighed, validering og anerkendelse af det, eleverne lærer under opholdet. Dermed bidrog projektet til konsortiets internationale strategiske mål.
Indsats
Skolerne i konsortiet sendte elever og medarbejdere på uddannelses- og praktikophold i andre europæiske lande. Ud over elev- og medarbejderophold indgik forberedende besøg, som skulle sikre gode rammer for opholdene.
Aktiviteter
- Elevophold af to eller tre ugers varighed
- ErasmusPro-ophold af fem måneders varighed
- Forberedende besøg (APV)
- Lærerophold af fem dages varighed
- Ophold for øvrige medarbejdere af 3-5 dages varighed
Mål
Projektet havde følgende mål for udsendelser:
- 129 elevudsendelser af to eller tre ugers varighed
- Udsendelse af 7 ErasmusPro-elever på ophold af fem måneders varighed
- Gennemførelse af 5 forberedende besøg
- Udsendelse af 15 lærere på ophold af fem dages varighed
- Udsendelse af 14 medarbejdere på ophold af 3-5 dages varighed