Lars er allerede Danmarks bedste tømrerlærling. Nu er han klar til også at konkurrere om verdensmesterskabet i Skills.
Om kort tid rejser 20-årige Lars Corneliussen til Shanghai sammen med landsholdstræner Michael Thage. De to har begge deres hverdag i UCE’s værksteder, hvor de træner sammen som andre topatleter.
Formen og præcisionen er på plads. Det er kun småting, der pudses af i de sidste dage op mod afrejse.
- Jeg føler mig godt forberedt og er klar til at tage konkurrence op mod Frankrig, Sydkorea, Schweitz og Tyskland, der plejer at ligge i toppen, når der er VM i Skills, fortæller Lars.
16 lande deltager, og Lars drømmer naturligvis om at komme hjem som verdensmester. Men han har også et delmål, der handler om at slutte bedre end til EM, hvor han tog en flot femteplads.